Opskrift
Relaterede
Vegetarlasagne | Sund grøntsagslasagne med spinat og aubergine
Videoopskrift: Det behøver slet ikke være svært at spise sundt og vegetarisk i hverdagen. Se med, når redaktionen bag FoodTV viser dig, hvordan du laver en super nem og lækker vegetarlasagne sprængfyldt med spinat og aubergine. Du får samtidigt også opskriften på en hjemmelavet bechamel, der uden tvivl slår den klassiske købeversion med længder! … Læs mere
Ingredienser
- Grøntsagssauce:
- Olivenolie til stegning
- 2 skalotteløg
- 2 fed hvidløg
- 400 g plantefars
- 1 ds tomatpuré
- 1/2 spsk brun farin
- 2 spsk hvidvinseddike
- 3 kviste frisk timian
- 1 aubergine
- 1 pose frisk spinat
- 2 ds hakkede tomater
- Lasagneplader
- Parmesan
- Bechamelsauce:
- 20 g smør
- 4 spsk hvedemel
- 5 dl sødmælk
- 1/2 revet muskatnød
- 1/2 tsk salt
- Peber efter ønske
Sådan gør du
- Sautér løg og hvidløg i olivenolie. Tilsæt hakket plantefars og lad det stege med. Når plantefarsen er godt opdelt, tilsættes tomatpuré. Lad det stege med i et par minutter.
- Tilsæt herefter brun farin og balsamico og lad det stege videre i 5 minutter. Tilsæt frisk timian, groft revet aubergine, spinat og hakkede tomater. Lad hele herligheden simre, mens du tilbereder din bechamelsauce.
- Smelt smørret i en gryde. Pas på det ikke tager farve. Når smørret er smeltet, tilsættes melet og røres godt rundt med et piskeris. Under konstant omrøring tilsættes mælken lidt ad gangen. Smag til med salt, peber og muskatnød.
- Nu skal lasagnen samles: Start med at putte bechamelsauce i bunden af et ildfastfad. Læg herefter skiftevis lasagneplader, kødsauce og bechamelsauce i lag. Det sidste lag skal kun bestå af kødsauce og bechamel. Afslutningsvis kommes der revet parmesan på toppen.
- Sæt lasagnen i ovnen ved 180 grader i 30-40 minutter.