Stegt flæsk med persillesovs | Dansk mad, når det er allerbedst
Videoopskrift: Få en opskrift på den sprøde, danske klassiker stegt flæsk med persillesovs. Selvfølgelig har Nicolai Tram et par tricks til, hvordan du laver vores elskede nationalret. Stegt flæsk er en ægte klassiker, og nu behøver du ikke længere tage ned på den lokale kro, eller hele vejen hjem til forældrene i Roskilde eller Køge, for at få nationalretten serveret. Spørger du Nicolai Tram skal stegt flæsk hverken tilberedes på grill eller på pande. Det skal derimod have lov til at passe sig selv i en forvarmet ovn, og det eneste du skal gøre for at få perfekte sprøde svær, er at følge opskriften, og se videoen. Imens du venter på det sprøde flæsk, kan du lave den obligatoriske persillesovs. Der er mange myter forbundet med den klassiske sovs, og her får du en nem og overskuelig “how to” guide til den perfekte version.
Ingredienser
- 500 g stegt flæsk
- Salt efter ønske
- 20 g smør
- 20 g hvedemel
- 5 dl sødmælk
- 1 bdt stor persille
- 1 citron
Sådan gør du
- Varm ovnen op til 200 grader.
- Placér et stykke bagepapir på en bageplade og læg en ovnrist ovenpå, Det er vigtigt at der mellemrum.
- Bag det i oven et sted imellem 20-30 minutter alt efter hvor sprødt du gerne vil have det.
- Til persillesovsen, smelt smørret i en gryde uden det tager farve.
- Tilsæt mel og rør omhyggeligt sammen indtil du får en ”dejagtig” konsistens.
- Lad melet og smørret varme godt igennem og tilsæt så mælk lidt ad gangen under konstant omrøring.
- Når al mælken er tilsat smages sovsen til med salt, citronsaft og citronskal – umiddelbart lige inden serveringen hakkes persillen groft og tilsættes sovsen.