Sprøde klejner | Verdens bedste gammeldags julekager
Videoopskrift: Opskrift på nemme og gammeldags klejner, som passer perfekt til julebordene. Det er december måned, og du har selvfølgelig gang i den helt store julebag med dine børn ude i køkkenet. Du har bagt brunkager, vaniljekranse og pebernødder – nu er det tid til at bage klejner. Klejnen er en af de ældste julekager, og kendes helt tilbage fra middelalderen. Kagen er har en fyldig, aromatisk smag af kardemomme. Den er både sød, og sprød, bl.a. fordi den koges i fedtstof. Her koges klejnerne i olie frem for svinefedt, men du kan helt selv vælge. Se med her, og få Morten Skærveds lækre opskrift på den traditionsrige julebag med citronskal, syrnet fløde og godt med sukker. Den bliver med garanti et hit hos dine gæster.
Ingredienser
- ½ økologisk citron
- 250 g mel
- ½ tsk stødt kardemomme
- ½ tsk hjortetakssalt
- 50 g sukker
- 75 g smør
- 2 æg
- 1 spsk cremefraiche 18%
- 1 l olie til friturestegning
- 1 stk toastbrød
Sådan gør du
- Riv citronskallen fint – kun det gule – det hvide er bittert.
- Bland mel med citronskal, kardemomme, hjortetakssalt og sukker.
- Hak smørret i melet og findel det med fingrene til blandingen er jævn. Tilsæt æg og cremefraiche og saml dejen hurtigt.
- Læg dejen i en plasticpose og læg den i køleskabet minimum en time – læg den evt. i fryseren hvis det skal gå lidt hurtigere.
- Rul dejen tyndt ud på et meldrysset bord – ca. 2 millimeter tyndt.
- Skær dejen i firkantede stykker - 3 gange 10 centimeter. Brug lineal og evt. en klejnespore.
- Skær en ridse I midten af hvert stykke 2-2½ centimeter lang. Træk den ene ende af dejen gennem sprækken.
- Varm olien op i en gryde uden låg. Olien skal være ca. 180 grader varm - læg et lille stykke toastbrød i olien – når det bliver gyldenbrunt på ca. 1 minut er olien klar.
- Læg klejnerne forsigtigt i olien og steg dem gyldenbrune på begge sider – de skal stege 1½-2 minutter.
- Tag de færdige klejner op med en pincet eller hulske og lad dem dryppe af på en tallerken med køkkenrulle. Klejnerne kan opbevares i en kagedåse, men de smager bedst friske.
- VIGTIGT! Hav et grydelåg liggende klar ved siden af gryden. Olie der bliver for varm kan selvantænde. Hæld ALDRIG vand i varm olie – læg et låg på gryden og kvæl ilden.