Hvide asparges | Nem tilberedring af hvide asparges
Se en helt nem opskrift på, hvordan du skræller og tilbereder dine hvide asparges på panden. Hvide asparges smager vidunderligt og de er super nemme at lave! De hvide asparges skal kun koges i 3-4 minutter, og er det perfekte tilbehør til fisk og skaldyr, og som en lækker forret med hollandaisesauce eller pillede rejer. Nogle griller deres hvide asparges mens andre laver dem i ovn. Thomas Herman kan godt lide at koge sine i saltet vand og smør, og spiser dem lige som de er: Enkle, lækre og sæsonaktuelle.
Ingredienser
- 1 bndt. hvide asparges
- Ca. 25 g smør
- 1/2 l vand
- Salt efter ønske
Sådan gør du
- Først ordner du aspargesene ved at knække den seje bund af og skrælle aspargesene fra hovede til hale.
- Fyld en pande med vand og varm det op. Kom smøren i og rør det ud. Kom rigeligt salt i og smag til, at det er salt nok.
- Vandet skal ikke bulderkoge, men blot simre. Kom dine asparges i og lad dem varme igennem i 3-4 min.
- Tjek om de er færdige ved at stikke en skarp kniv i. De skal give lidt modstand, så er de færdige.
Tips & tricks til tilberedningen af hvide asparges
Det er en af Thomas Hermans absolut favorit grøntsager: Hvide asparges.
Den kan steges. Den kan koges. Den kan grilles. Den kan spises rå i en salat. Her viser Herman, hvordan man tilbereder dem fuldstændig perfekt.
Der sidder en sej del for enden af aspargesen. Man kan nærmest mærke, hvor den naturligt brækker.
Når aspargesen skal skrælles, så er det fra hovede mod hale. Og brug en rigtig god tyndskræller.
Tip: Hvis man skræller sine asparges tidligere end de skal bruges, så kan man bruge skrællerne til at lægge henover mens de står i køleskabet for at holde aspargesene fugtige.
Så skal du tilberede dine asparges. Tilsæt en lille smule vand i panden. Tilsæt salt. Når vandet er varmt, så kommer der en ordentlig klat smør i. Masser af smør.
Inden de hvide asparges kommer i panden, så smag gerne på vandet. Vandet skal være saltet nok.
Det er ret vigtigt, at de ikke står og bulderkoger. De skal nærmest bare sådan ligge lige under kogepunktet. Og man skal holde øje med dem konstant. De skal have mellem 3 og 4 minutter.
Du kan tage den spidse ende på en lille kniv og trykke ned i aspargesen. Og den skal give en lille smule modstand, så er den tilberedt perfekt.
Så er der hvide asparges!
Server dem til hvad som helst. Eller bare helt neutralt som her. Det smager fandme godt.