Opskrift
Relaterede
Gløgg | Hjemmelavet julestemning på glas
Få gang i gløgg-gryden, og fyr op for julestemningen i hele hytten. Her får du opskriften på en enkel og skøn gløgg-essens, så du hurtigt kan imponere med din helt egen juledrik.
Der er altid en undskyldning for at nyde et lille glas, også selvom den ikke just indeholder et lille udvalg af alkohol. Som vi alle ved, så går gløgg og æbleskiver hånd i hånd, og du kan nemt skabe en fantastisk julestemning med hjemmelavet gløgg.
Essensen kan du gemme hele julen, så du nemt og hurtigt bare skal tilsætte rødvin, mandler og rosiner – så er du good-to-go. Så drop dit kartonkøb hos dit lokale supermarked, og find gryderne frem.
Glædelig jul!
Ingredienser
- Essens:
- 1/2 flaske mørk rom
- 1 flaske mørk øl (gerne porter)
- 1/2 flaske portvin
- 1/2 flaske snaps
- 400 g sukker
- 2 vaniljestænger
- 3 hele muskatnødder
- 3 hele kanelstænger
- 1 tsk hele nelliker
- 20 hele kardemommekapsler
- 1 knold frisk ingefær
- 1 appelsin
- 1 citron
- 3 lakridsrødder
- Gløgg:
- 2 flasker rødvin
- 1 stor håndfuld mandler
- 1 ps rosiner
Sådan gør du
- Essens:
- Begynd med at smelte sukkeret i øllen.
- Når sukkeret er opløst, slukker du for komfuret. Nu tilsætter du portvin, rom og snaps.
- Knus kardemomme og muskatnødder og flæk dine vaniljestænger. Skær ingefær, appelsin og citron i skiver.
- Tilsæt nu alle dine ingredienser sammen med kanelstænger, hele nelliker og lakridsrødder.
- Hæld essensen på et glas og lad den trække i minimum 24 timer.
- Tip: Læg dine rosiner til at trække i rom, så de er klar til at komme i gløggen.
- Gløgg:
- Tilsæt ca. 3 dl gløgg essens og 1 flaske rødvin i en gryde. Sæt det over, og lad den varme langsomt op.
- Læg hakkede mandler og og rosiner i glasset og hæld din gløgg over. Så er det jul!