Opskrift
Relaterede
Boller i karry | Nem børnefavorit til middagsbordet
Videoopskrift: Nem og lækker opskrift på børnenes favorit; boller i karry med ris. Jesper Vollmers hemmelighed bag en god karrysovs er en kombinationen af stærk karry, æbler, løg og bouillon. Og tricket i jævningen ligger i en tur med stavblenderen, lige inden servering. Så hvis du skal have sneget en smule mere grøntsager … Læs mere
Ingredienser
- Fars:
- 400 g hakket kalv og flæsk
- 2 tsk salt
- Peber efter ønske
- 1 æg
- 4 spsk mel
- 1 løg
- 2 dl vand
- 2 l bouillon (2 terninger)
- Sovs:
- 50 g smør
- 1 løg
- 2 æbler
- 1-2 spsk karry
- 50 g mel
- 2 dl basmatiris
- 3 dl vand
- 1 tsk salt
- Mango chutney som tilbehør
Sådan gør du
- Først skal kødet røres 'sejt' med salt og peber. Det gør du ved at ælte godt med salt og peber ind i kødet.
- Bland hakket/revet løg, æg og mel i kødmassen og rør rundt.
- Tilsæt nu lidt vand og rør rundt. Dejen skal være lind og glat. Hvis den bliver for våd, kan du altid tilsætte mere mel - og omvendt.
- Nu skal bollerne tilberedes. Form dem med en ske eller med hånden og læg dem op i en sauterpande, som er fyldt med bouillonen. De skal simre i ca. 10 min.
- Nu skal sovsen laves. Hak løg og æbler fint.
- Husk at holde øje med dine kødboller, de tages fra panden og bouillonen og lægges i en skål. Bouillonen skal gemmes til sovsen.
- Tilbage til sovsen. Smelt smør i en gryde og tilsæt løg og æbler og rist det af. Tilføj herefter karry og rist det af.
- Nu skal der mel i blandingen, og bouillonen tilsættes lidt ad gangen til sovsen har den ønskede konsistens. Lad den være lidt for tynd, for den bliver tykkere, når sovsen blendes. Lad den simre i ca. 10 min.
- Efter sovsen har simret, skal den blendes med en stavblender. Den smages til med salt, peber og evt. karry. Tilsæt kødbollerne og lad dem få lidt varme sammen med sovsen.
- Lad risen koge i 10 min. og trække i 10 min.
- Når ris og sovs er færdig, hakker du et æble i fine stykker og smider i sovsen - og så er der serveret.