Pocheret æg | Med svampe a la creme
Pocherede æg med en cremet sauce af svampe er den helt perfekte lille ret.
Antal personer: 1
Tilberedningstid: 20 min.
Ingredienser
- 150 g svampe (her bruger vi champignon og kantareller)
- 3 kviste timian
- 1 skalotteløg
- 1 fed hvidløg
- 1 håndfuld persille
- Smagsneutral olie
- 10 g smør
- 1 dl fløde
- 1 æg
- 2 spsk hvidvinseddike
- Et drys salt
Fremgangsmåde
- Først gør du svampene klar. Skær dem i store stykker - lad eventuelt være med at skære kantarellerne.
- Hak dernæst timian (kun bladene, stængerne skal du ikke bruge), løg og hvidløg.
- Så skal svampene på panden. Sørg for, at panden er rigtig varm, inden du begynder at stege svampene. Hæld lidt smagsneutralt olie på panden og smid svampene på.
- Du vil gerne have væsken stegt ud af svampene, så giv dem lidt salt, mens de steger. Lad dem være på panden, indtil de er godt stegte.
- Når svampene har fået en god stegeskorpe, tilføjer du smør, timian, hvidløg og skalotteløg. Rør det hele godt sammen og tilsæt så fløde. Lad det så stå og koge ind.
- Så skal du i gang med det pocherede æg.
- Sæt vand over i en gryde. Når det spilkoger, slukker du for vandet og tilsætter hvidvinseddike og salt. Slå ægget ud i en skål, så du har styr på det.
- Så rører du i vandet med et piskeris, så du får en "tornado"-effekt. Nu skal ægget hældes direkte ned i midten af "tornadoen" - så skal det gerne samle sig i midten af gryden. Ægget skal have 4-6 min. alt afhængig af størrelse.
- Mens ægget bliver færdigt, vender du din hakkede persille ned i svampesaucen. Så skal der bare anrettes: Hæld svampene i en dyb tallerken og placér det pocherede æg ovenpå. Velbekomme!