Uventede gæster? Frygt ej! Jesper Vollmer viser dig, hvordan du laver en super nem og velsmagende dessert af ting du har i køkkenet.
Antal personer: 4
Tilberedningstid: 20 min.
Ingredienser
120 g mel
200 g sukker
100 g smør
4 pærer
1/2 vaniljestang
2 spsk sukker
1,5 dl fløde
1,5 dl cremefraiche 38%
Fremgangsmåde
Skær den kolde smør i mindre tern. Bland det i en skål med 100 gram sukker og mel. Det skal nulres sammen indtil du får en 'gruset' masse - en crumble.
Fordel dejen på en bradepande med bagepapir og varm det i ovnen ved 175 grader varmluft i 8-10 min. til den er gylden.
Nu skal pærene ordnes. Skære dem først i tern.
Dernæst skal de karamelliseres på en pande med 100 gram sukker. Det gør du ved først at smelte sukkeret på panden, når det er smeltet og begyndt at brune tilsætter du pærestykkerne.
Når pærestykkerne er blevet kørt rundt i karamellen i ca. 5 min. er de færdige.
Så skal cremen laves. Skrab kornene ud af vaniljestangen og rør den ud med 2 spsk sukker.
Fyld cremefraiche og fløde i skålen. Bland vaniljesukkeret i. Pisk det hele sammen til det får en let flydende konsistens.
Nu skal triflien samles. Løs crumblen fra pladen, så den er i flere småstykker. Læg den nederst i skålen, kom cremen på og top af med pærestykkerne. Gentag processen et par gange.