Boller i karry | Nem børnefavorit til middagsbordet
Denne klassiske børnefavorit er lige så nem at lave, som den smager godt. Kongehusets tidligere chefkok, Jesper Vollmer, viser dig, hvor let det er.
Antal personer: 4
Tilberedningstid: 35 min.
Ingredienser
Fars:
400 g hakket kalv og flæsk
2 tsk salt
Peber efter ønske
1 æg
4 spsk mel
1 løg
2 dl vand
2 l bouillon (2 terninger)
Sovs:
50 g smør
1 løg
2 æbler
1-2 spsk karry
50 g mel
2 dl basmatiris
3 dl vand
1 tsk salt
Mango chutney som tilbehør
Fremgangsmåde
Først skal kødet røres 'sejt' med salt og peber. Det gør du ved at ælte godt med salt og peber ind i kødet.
Bland hakket/revet løg, æg og mel i kødmassen og rør rundt.
Tilsæt nu lidt vand og rør rundt. Dejen skal være lind og glat. Hvis den bliver for våd, kan du altid tilsætte mere mel - og omvendt.
Nu skal bollerne tilberedes. Form dem med en ske eller med hånden og læg dem op i en sauterpande, som er fyldt med bouillonen. De skal simre i ca. 10 min.
Nu skal sovsen laves. Hak løg og æbler fint.
Husk at holde øje med dine kødboller, de tages fra panden og bouillonen og lægges i en skål. Bouillonen skal gemmes til sovsen.
Tilbage til sovsen. Smelt smør i en gryde og tilsæt løg og æbler og rist det af. Tilføj herefter karry og rist det af.
Nu skal der mel i blandingen, og bouillonen tilsættes lidt ad gangen til sovsen har den ønskede konsistens. Lad den være lidt for tynd, for den bliver tykkere, når sovsen blendes. Lad den simre i ca. 10 min.
Efter sovsen har simret, skal den blendes med en stavblender. Den smages til med salt, peber og evt. karry. Tilsæt kødbollerne og lad dem få lidt varme sammen med sovsen.
Lad risen koge i 10 min. og trække i 10 min.
Når ris og sovs er færdig, hakker du et æble i fine stykker og smider i sovsen - og så er der serveret.