Brunsviger | Opskriften på verdens bedste brunsviger
Kagen der egner sig til enhver lejlighed: Luftig og snasket brunsviger med remonce
Antal personer: 12
Tilberedningstid: 20 min.
Forberedelsestid: 2 timer
Ingredienser
- 5 dl sødmælk
- 50 g gær
- 2 æg
- 1 knvispids kardemomme
- 100 g sukker
- 1 tsk salt
- 875 g hvedemel
- 100 g blødt smør
- Smør til formen
- Remonce:
- 250 g smør
- 250 g brun farin
Fremgangsmåde
- Lun mælken og opløs gæren heri. Det er vigtigt, at mælken er lun og ikke brændende varm. Du kan teste dette ved at stikke en lillefinger ned og mærke, at du ikke brænder dig.
- Tilsæt herefter de resterende ingredienser under omrøring - slut af med det bløde smør. Det er vigtigt, at gæren er opløst, inden du putter resten af ingredienserne i. Brug gerne en røremaskine. Dejen er æltet færdigt, når den er smidig og slipper skålens sider. Hold evt. det sidste af hvedemelet tilbage for at være sikker på, at der ikke kommer for meget mel i.
- Lad nu dejen hæve lunt i 30 minutter.
- Mens dejen hæver, laves remoncen: Varm brun farin og smør i en gryde under omrøring.
- Når dejen har hævet færdigt, rulles den ud på størrelse med bradepanden. Smør bradepanden med smør eller neutralolie og overfør dejen herpå. Det gør ikke noget, at dejen går lidt op af kanterne, da det sikrer, at remoncen ikke løber udover. Lav fordybninger i dejen med fingrespidserne, og put herefter remoncen på. Jo flere huller du får lavet, jo mere snasket bliver den.
- Sæt brunsvigeren til at hæve i 1 time.
- Når brunsvigeren har hævet i en time, bages den ved 200 grader almindelig ovn i 18-20 minutter.
- Så er der hjemmelavet brunsviger. Den lune brunsviger skæres i stykker og er bedst på dagen.