Lær at lave en nem og lækker andesovs med Thomas Hermans opskrift.
Antal personer: 6
Tilberedningstid: 50 min
Ingredienser
4-5 dl andesky
1/2 dl smeltet andefedt
1/2 dl sukker
1/2 dl balsamico eddike
Ribsgele efter smag
1 dl fløde
Hvedemel efter behov
Salt og peber efter behov
Fremgangsmåde
Sigt andeskyen, som du har i din bradepande, over i en gryde. Lad fedtet samle sig på toppen, fjern det med en ske og kom det i en lille kasserolle. Tilsæt lidt mel til fedtet, så det får samme konsistens som en smørbolle. Rist det let igennem i et par minutter under omrøring og stil til side til senere brug.
Kog andeskyen lidt ind.
Kog sukker og balsamico sammen indtil det har en let sirupsagtig konsistens. Dette kaldes en gastrik.
Tilsæt piskefløden til andeskyen, lad den koge op og jævn sovsen med ”smørbollen” under kraftig piskning. Kog den igennem et par minutter og smag den til med salt og peber, en smule gastrik og ribsgelé. Til slut sigtes saucen igennem en fin sigte og serveres straks.