Indisk daal | Velsmagende vegetarret med masser af krydderier
Videoopskrift: Daal, dahl eller dal - kært barn har mange navne. Men uanset hvad du kalder den indiske klassiker, så er smagen altid helt i top!
Antal personer: 4
Tilberedningstid: 40 min
Forberedelsestid: 20 min
Ingredienser
4 fed hvidløg
2 skalotteløg
2 spsk frisk ingefær
2 spsk olivenolie
3 tsk karry
2 spsk stødt spidskommen
1 spsk stødt koriander
1 tsk kardemomme
1 tsk finthakket frisk chili
4-8 dl grøntsagsbouillon
200 g røde linser
2 ds hakkede tomater
1 ds kokosmælk
Salt og peber
Friske koriander til servering
Fremgangsmåde
Skyl linserne under koldt vand et par gange. Lad dem dryppe af i et dørslag.
Hak hvidløg og løg fint, riv ingefær og skær chilien ud i små stykker. Klarkør dine krydderier – evt. brug en morter, hvis du bruger hele spidskommenfrø og/eller kardemommekapsler.
Kom olivenolie i en gryde og sautér løg, hvidløg, chili, ingefær og de tørre krydderier. Tilsæt da linserne og lad det stege i et øjeblik.
Tilsæt tomater og kokosmælk. Hæld bouillonvandet over – begynd med halvdelen – og lad det simre i 30-40 minutter. Tjek jævnligt og tilsæt evt. de ekstra dl. bouillon, hvis din daal bliver for fast.
Smag til med salt og peber og servér med friske koriander på toppen. Lav også gerne en frisk raita-dressing og hjemmelavet naanbrød til.